Peters Jul

Før julen

Jeg glæder mig i denne tid! Nu falder julesneen hvid, og så må julen komme! Min far hver dag i byen går, og når han kommer hjem, jeg står og ser hans store lomme.

Og på hans bord forleden dag jeg så et yndigt lille flag; og det jeg ikke glemmer! Papir han klipper med en saks; men når jeg kommer ind, han straks sin stads i skuffen gemmer.

Og mor har peberkager bagt; jeg ved det, jeg har selv dem smagt, da de var ganske varme. Sit sølvskab mor nu åbnet har, og stadsestagen frem hun ta'r, den med de mange arme.

Og mor, hun har så mange bud, hvert øjeblik skal Anders ud, og mor og Anders hvisker. Men jeg kan dog nok høre! – tys! I morges var det julelys og røde bånd og svesker.

Og søster Hanne syr og syr; hun siger, julen er så dyr, hver gang hun grisen ryster. Til far hun har en pibesnor af perler, og til bedstemor hun hækler på en trøster.

Jeg vil nok også noget få: Jeg må jo ind i salen gå, når hun skal til at strikke. Derinde er der rigt'nok koldt; men når jeg spiller med min bold, så mærker jeg det ikke.

Da før jeg ud med Karen gik, vi var i bagerens butik; der stod den tykke bager. Og han skrev op, hvad Karen sa': Til juleaften skal vi ha' to store julekager.

Gid det var jul! Hvor det var rart! Men nu må den da komme snart, det varer ikke længe! Thi fra min stol ved vinduet her på køkkenmuren jeg jo ser alt julegåsen hænge!

Bedstemor inviteres

Du gamle, rare bedstemor, hvor det var dejligt, at du tror, at nok du ud tør køre! Og juletræet er så stort, – jeg så det stå i vores port! – Nu skal du bare høre!

Med risengrød begynder vi; – husk på, der er en mandel i! – og så skal gås vi have. I gåsens ryg et flag skal stå, og den har små manchetter på og grankrans om sin mave.

Når far skær hul på gåsen så, han løfter mig, jeg kigge må til sveskerne derinde. Vi trækker "gåsekrog" for spøg, og tænk! en stor klat syltetøj jeg får, hvis jeg kan vinde.

Så får vi punch i vores glas, og mor, hun henter juleknas fra træet til at spise. Og gåsens skål vi drikke vil, og far, han synger nok dertil en morsom julevise.

Og når til sidst vi klinket har, sin søndagspibe henter far, og Hanne, hun må stoppe. Med julelys hun tænder den; så leger far med os igen, og vi bli'r længe oppe.

Farvel! For nu vil Karen gå; men jeg dig ikke sige må, hvad vi skal hen og hente. – Og kom nu rigtig tidligt! hva'? Du kan jo køre hjemmefra, før lygterne er tændte!

I mørkningen juleaften

Vi har næsten ikke sovet i nat, og dagen har været så lang; nu har vi os her på skamlerne sat, fortæl en historie engang, vi ved, du over hundrede kan! Mens far og mor gør træet i stand, fortæl, lille bedstemor! Gør det! Å! Men én, som er lang, at tiden kan gå!

Bedstemor fortæller:

"Hver juleaften netop nu, når julegrøden koger, da kommer – Peter, hører du! – igennem aftnens tåger med store kanestøvler på den gamle jul til staden; fra vinduet kan man se ham gå på sneen gennem gaden.

Et dejligt juletræ han bær', det største vist i skoven! Hans skæg når lige til hans knæer, og på hans hat foroven et lille julelys der står; det stråler, og det skinner på næsen og de hvide hår og på hans røde kinder.

Og gade op og gade ned sit træ han om vil bære; hvor alle bor, bestemt han ved, derpå kan vis man være! Ved husets dør han stille står og lytter meget længe; han vide må, før ind han går, om der er slemme drenge.

Og hører han, at far er vred, imens han træet tænder, han rokker straks ad trappen ned og ud på gaden render. Men hører han, at far og mor er glad for deres drenge, imens de pynte julebord og lys i træet hænge,

da ler den gamle julefar, han ind i stuen smutter; sit lys fra hatten ned han ta'r, det funkler, og det futter. Med det han hen til træet går og nikker med det samme: Straks fra hvert lille lys der står en klar og dejlig flamme.

Se, der, hvor julen ej gik ind, hvor ej han ville tænde, har lysene et dårligt skin og vil slet ikke brænde; men der, hvor julen har dem tændt, de bliver ved at skinne. Se, derpå har nu let man kendt, om julen var derinde!"

Ved juletræet

Å, hvor det stråler! Nej, se dog blot, hvor alle lysene skinne! Og se, hvor træet er fuldt af godt! En kat kan nu først jeg finde! Og der er et horn og en svane! Å! Og der er Pjerrot af sukker! Ham skal jeg rigtignok passe på, når siden vi træet plukker!

Her hænger en hest under denne gren, og der er en kurv med pærer! Og der er en mand, nej, sikken én! En tøffel på ryggen han bærer; hvoraf han er lavet, jeg ikke ved. Men se blot storken deroppe! Og kagedukker, som hænderne ned i bukselommerne proppe!

Og æbler, hvis stilk er fint forgyldt! Og et par strømper af kage; og kræmmerhuse, som helt er fyldt med ting, som jeg nok gad smage! Og svøbelsebørn! Og se blot der! To frøer af chokolade! Nej, kom, der sidder en ugle her! Å, hvor vi alle er glade!

Og store figner i røde bånd og grise og sukkerkranse! – Bedstemor, kom, tag fat i min hånd; nu skal vi om træet danse.

Julesangen

Men se, klaveret op er lukt, og hør, hvor mor nu spiller smukt! Med foldede hænder vi synge må den julesang, vi har øvet os på.

Du grønne, dejlige træ, goddag! Velkommen du, som vi ser så gerne, med julelys og med danske flag og højt i toppen den gyldne stjerne! Ja, den må skinne; thi den skal minde os om vor Gud!

Den første jul i et fremmed land den store stjerne Vorherre tændte, den skulle vise vor jord, at han den lille Jesus til verden sendte. I stjerneglansen gik engledansen om Betlehem.

Om Jesusbarnet fortalte mor så mangen aften, vi sad herhjemme, vi kan hans bud og hans milde ord, vi ved, at aldrig vi dem må glemme. Når stjernen skinner, om ham os minder vort juletræ!

Fars julevise

Og gåsen kom på marken, da kornet var kørt væk; det kunne han nu lide, og derfor sa' han: "Gæk!" Ved mortensdag kom pigen ud med den blanke kniv, da gøs han, for han tænkte, det gjaldt hans glade liv.

Hun sleb den på sin tøffel, han fik en grusom skræk; da fløj han over gærdet, mens han hvinede: "Gæk!" Men pigen tog ham ikke, hun greb en anden en; da dansed' han på marken på sine lave ben.

De drev ham hjem fra marken, på vejen fik han smæk, han virrede med halen, og han hvæsede: "Gæk!" De satte ham på sti, og de propped' maden ned, de holdt ham fast om halsen, skønt han kneb, og han bed.

Til julen blev han slagtet; da fik hans hals et knæk. Dengang de vred den, skreg han sit allersidste "Gæk!" Så lå han ganske stille, han mærked' kniven knap, som tog hans hvide vinge og røde gåselap.

Til torvs ham pigen bragte; der roste man hans vægt; han æbler fik i maven og blev så dejligt stegt. En julegås, det blev han, og det er ikke lidt, og mor har skummet af ham en vældig krukke fedt.

Juledag

Hanne og jeg og min lille bror, vi sidder her ved det store bord og leger så dejligt på dugen. Da far og mor i kirke gik, alt juletøjet frem vi fik; vi er ganske ene i stuen.

Knud har en æske med dyr og træer, mine soldater marcherer her, og Hanne sit køkken har hentet. Jeg sender hende en tinsoldat, som spørger, om maden er parat, hun siger, at den har ventet.

I morges, da jeg vågnede, far herind i dagligstuen mig bar, han tog mig i tæppet på armen; for julemorgen altid vi må herind og høre klokkerne gå og blive klædt på i varmen!

Et besøg

Den fattige Rasmus er kommet herhen, han har det derhjemme kun dårligt; men nu skal vi ham nok fornøje. Et godt stykke legetøj skal han få, og mor, hun siger, at hun vil gå og hente min ældste trøje.

De billedbøger, vi har, skal han se, og så vil han nok blive glad og le, og vi vil med Rasmus lege. Og mor en kop kaffe ham skænke vil og skære af julekagen dertil, og vi vil ham æbler stege!

Nytårsaften

I aften ender det gamle år, og derfor vi æbleskiver får! Jo, vi kan lugte, at Karen bager, mens vi spiller gnav om peberkager.

Nå, hvor det buldrer derude! Hør! Der kom en potte på Karens dør! Det var vist Anders; for Karen siger, at han gør løjer med alle piger.

På gaden knalder det skud på skud, nu skyder drengene året ud. Jeg hørte det før, da ned vi rendte for bedstemor fra vognen at hente.

Hun bliver altid, til tolv den slår; for så begynder det nye år. Først vil hun "glædeligt nytår" sige, så kommer vognen og hendes pige.

Når "glædeligt nytår" vi har sagt og alle hverandre hånden rakt, så kommer Karen herind i stuen og siger, hun takker herren og fruen.

Så siger far, når jeg skal i seng, at jeg må blive en bedre dreng; han banker mig lidt med piben på panden, og han og mor, de kysser hinanden!

Helligtrekongersaften

Se, nu er da julen straks forbi, det er helligtrekongersaften! Så ender den rare jul, men vi er glade, at vi har haft den. Tre lys har vi tændt – tænk engang! – for kongerne, de, som bragte Jesusbarnet en julepresent; vi ved det, for far har sagt det. Her sidder vi ved vort lille bord og ser, hvor lysene brænde; når de er slukket, siger mor, at så er julen til ende.

Efter julen

Og julen endte! – Børnene fik igen deres bøger fat og gik til skolen glad og fornøjet. Der tænkte de ikke på julen; men da klokken to de kom hjem igen, de leged' med juletøjet.

Og deres juletræ de beholdt; det ville stå grønt, blev det nok så koldt, det kunne de ikke miste. På duehustaget det blev sat op, og spurvene kvidrede i dets top, og duerne sad på dets kviste.

Og træet – ja, det blev et syn at se, da det stod fuldt af den hvide sne! Det var som med sølv bedækket! – Men dengang forårsfuglene sang, med sine brune grene det hang, og toppen var også knækket!

Og skraldemanden efter det kom; men børnene syntes ikke derom, dengang det på vognen knejste. Det var jo rigtignok vissent; men det var dog, som om en gammel ven for sidste gang fra dem rejste!