Nøddeknækkeren

Det var juleaften, og Marie og hendes bror Fritz sad i den mørke stue og ventede. Inde bag den lukkede dør pyntede far og mor juletræet. Udenfor faldt sneen, og børnene hviskede om, hvad gudfar Drosselmeier mon havde med i år. Gudfar var urmager og kunne bygge de mærkeligste ting.

Så ringede den lille klokke, og døren gik op. Træet strålede af hundrede lys, og under det stod gaverne. Fritz fik en hel hær af husarer med røde jakker. Marie fik dukker og en fin kjole. Men helt inde under grenene fandt hun en lille mand af træ. Han havde et alt for stort hoved, tynde ben og et bredt smil med hvide tænder. "Det er en nøddeknækker," sagde far. "Han knækker nødder til os alle."

Marie holdt straks af ham. Hun gav ham de mindste nødder, så han ikke skulle slide på tænderne. Men Fritz ville prøve den største og hårdeste nød, han kunne finde. Knæk, sagde det, og tre små tænder faldt ud af Nøddeknækkerens mund. "Åh nej," sagde Marie. Hun bandt sit hvide hårbånd om hans kæbe og lagde ham i dukkesengen i glasskabet. "Sov godt, så bliver du rask igen."

Da alle var gået i seng, sneg Marie sig ind i stuen for at se til ham en sidste gang. Det store ur begyndte at snurre, og hun syntes, at uglen oven på uret lignede gudfar Drosselmeier. Uret slog tolv. Så begyndte det at pusle og pibe bag panelerne. Ud af alle revner kom der mus, flere og flere, og forrest gik Musekongen med syv hoveder og syv små guldkroner.

I det samme blev der lyst i glasskabet. Nøddeknækkeren sprang ned fra hylden og trak sin lille sabel. "Trommeslager, slå alarm!" råbte han. Fritz' husarer red frem, tinsoldaterne stillede op i rækker, og kanonerne skød med sukkerkugler og pebernødder. Det knaldede og røg i hele stuen. Men musene var mange, og de trængte Nøddeknækkeren helt op mod skabet.

Da tog Marie sin venstre sko af og kastede den, så hårdt hun kunne, lige ind mellem musene. Der blev helt stille. Musene pilede væk, og Musekongen var borte. Kun de syv små guldkroner lå tilbage på gulvet.

Nøddeknækkeren bukkede dybt for hende. "Kære Marie, du har reddet mig. Vil du følge med mig? Jeg vil vise dig mit rige." Han førte hende hen til det gamle klædeskab og op gennem ærmet på fars store rejsepels. Der var en lille trappe derinde, og for enden af den skinnede et lys.

De trådte ud på en eng, der glimtede som kandis. De gik gennem Julens Skov, hvor der hang guldæbler og sølvnødder på grenene, og sejlede over Rosensøen i en vogn af muslingeskaller, trukket af to delfiner. På bredden lå byer af honningkage med tage af marcipan, og floden ved siden af duftede af appelsin.

Til sidst kom de til Marcipanslottet med de hundrede tårne. Fire små prinsesser kom løbende og omfavnede Nøddeknækkeren. "Vores bror er kommet hjem!" Der blev holdt fest for Marie. Chokolade fra Spanien dansede, te fra Kina dansede, og små hyrdinder af sukker dansede på tåspidserne. Sukkerfeen selv dansede til sidst, så let som sne, der falder. Marie syntes, at hun svævede højere og højere, mens musikken blev fjernere.

Hun vågnede i sin egen seng. Det var lys morgen, og mor stod ved sengen. "Du har sovet længe, min pige. Du må have drømt." Marie fortalte om slaget og om Marcipanslottet, men de voksne smilede bare. Så stak hun hånden i lommen. Dér lå de syv små guldkroner.

Samme dag kom gudfar Drosselmeier på besøg, og han havde sin nevø med fra Nürnberg. Det var en venlig dreng med et bredt smil og de hvideste tænder. Han knækkede nødder til hele familien og gav Marie de allerbedste. Da de to var alene ved glasskabet, bukkede han dybt for hende. "Tak, fordi du holdt af mig, da jeg bare var en lille mand af træ. Fortryllelsen blev brudt den nat, du reddede mig."

Og Nøddeknækkeren stod ikke længere på hylden. Marie så på drengen, og drengen smilede. Hun vidste godt, hvem han var.

Siden siger man, at de to stadig holder jul sammen i Marcipanslottet, og at alle, der har øjne til det, kan finde vej derhen juleaften, når uret slår tolv.