Et juleeventyr

Der var engang i London en gammel mand, som hed Ebenezer Scrooge. Han var rig, men han var den nærigste mand i hele byen. Han sad på sit kontor og talte penge fra morgen til aften, og han fyrede så lidt i kakkelovnen, at hans skriver, Bob Cratchit, måtte varme fingrene ved et stearinlys.

Det var juleaftensdag, og sneen faldt over byen. Scrooges nevø stak hovedet ind ad døren. "Glædelig jul, onkel! Kom og spis hos os i morgen." Men Scrooge så ikke engang op. "Jul? Sludder og vrøvl," brummede han. "Jul er spild af tid og spild af penge." Og da Bob Cratchit forsigtigt spurgte, om han måtte holde fri juledag, sukkede Scrooge dybt og sagde: "Så kom des tidligere dagen efter."

Om aftenen gik Scrooge hjem til sit mørke, kolde hus. Han spiste sin vælling alene og satte sig ved den lille ild. Da hørte han en raslen nede fra kælderen. Den kom nærmere, op ad trappen, og lige igennem den lukkede dør trådte hans gamle kompagnon, Jacob Marley. Men Marley havde været død i syv år.

Om livet bar Marley en lang, tung kæde af pengekasser, nøgler og regnskabsbøger. "Den kæde har jeg selv smedet," sagde han. "Led for led, hver gang jeg tænkte på penge og glemte menneskene. Din er lige så lang, Ebenezer. Men du kan endnu nå at slippe. I nat kommer tre ånder til dig. Hør godt efter, hvad de viser dig." Så var han væk.

Da klokken slog et, blev der lyst i stuen. Ved sengen stod en lille skikkelse, der skinnede som et stearinlys. "Jeg er de svundne juls ånd," sagde den og tog Scrooge i hånden. Og med ét stod de i en skolestue for længe siden, hvor en lille dreng sad helt alene og læste, mens de andre børn var taget hjem til jul. "Det er jo mig," hviskede Scrooge. Så viste ånden ham et lager, hvor hans gamle læremester, den tykke og glade hr. Fezziwig, holdt julebal for alle sine folk, med musik og dans og kage. Den unge Scrooge dansede, så håret fløj. "Det kostede ham kun nogle få skilling," sagde ånden. "Ja," sagde Scrooge stille, "men han gjorde os glade. Det er mere værd end penge." Og han kom til at tænke på Bob Cratchit.

Da klokken slog igen, sad der en kæmpe i stuen. Han havde grøn kåbe og en krans af kristtorn i håret, og omkring ham lå bjerge af julemad. "Jeg er denne juls ånd," lo han. "Kom med." De fløj hen over byens tage og landede ved et lille hus. Det var Bob Cratchits. Familien var mange, og gåsen var lille, men alle fik et stykke, og alle sagde, at det var den bedste gås, de nogensinde havde smagt. Ved kaminen sad den mindste dreng, lille Tim, med sin krykke. Han var ikke rask, men han var den gladeste af dem alle. "Gud velsigne os alle sammen," sagde lille Tim.

"Ånd," sagde Scrooge, "sig mig, bliver lille Tim rask?" Kæmpen så alvorligt på ham. "Jeg ser en tom stol ved kaminen og en lille krykke uden ejer. Hvis ingen hjælper ham, sidder han her ikke næste jul." Scrooge bøjede hovedet. Så viste ånden ham nevøens stue, hvor de legede gættelege og lo, og hvor nevøen løftede sit glas og sagde: "Skål for onkel Scrooge alligevel. Jeg inviterer ham igen til næste år."

Tredje gang klokken slog, kom der en høj skikkelse i en lang, sort kappe. Den sagde ikke et ord. Det var de kommende juls ånd. Den pegede, og Scrooge så en jul langt ude i fremtiden. Folk på gaden talte om en gammel gnier, der var borte, og ingen savnede ham. I Bob Cratchits hus var der helt stille, og lille Tims stol stod tom. Til sidst pegede ånden på en glemt sten, hvor der ikke lå en eneste blomst. På stenen stod: Ebenezer Scrooge.

"Nej, nej!" råbte Scrooge og faldt på knæ. "Sig, at det kan blive anderledes! Jeg vil holde jul i mit hjerte hele året. Jeg vil huske, hvad I tre har vist mig." Han greb efter den sorte kappe, men den blev mindre og mindre mellem hans hænder, og til sidst var den kun stolpen på hans egen seng.

Det var morgen. Solen skinnede, og alle byens klokker ringede. Scrooge sprang ud af sengen og rev vinduet op. "Hvad dag er det i dag?" råbte han til en dreng nede på gaden. "I dag? Det er da juledag," svarede drengen. "Juledag! Så har jeg ikke forsømt den," lo Scrooge. "Ånderne har klaret det hele på én nat. Hør, min dreng, kender du den store kalkun henne hos slagteren? Løb hen og køb den. Den skal sendes til Bob Cratchit, og han må ikke vide, hvem den er fra."

Så tog Scrooge sit pæneste tøj på og gik ud i byen. Han sagde glædelig jul til alle, han mødte, og han gav en stor pose penge til de fattige. Til sidst bankede han på hos sin nevø. "Det er din onkel Scrooge. Jeg kommer til middag, hvis du vil have mig." Og om han ville. Det blev den morsomste jul, nogen af dem kunne huske.

Næste morgen kom Bob Cratchit atten minutter for sent. "Hvad skal det sige?" brummede Scrooge med sin gamle stemme. "Det finder jeg mig ikke i længere. Og derfor," sagde han og kunne ikke holde sig alvorlig, "derfor sætter jeg din løn op. Glædelig jul, Bob. Læg godt med kul på ilden, og lad os tale om, hvordan jeg kan hjælpe din familie."

Og Scrooge gjorde mere, end han lovede. Lille Tim blev rask, og Scrooge blev som en ekstra bedstefar for ham. Folk sagde siden, at ingen i hele London kunne holde jul som Ebenezer Scrooge. Og som lille Tim sagde: Gud velsigne os alle sammen.